Der findes ikke blot én, men mange typer psoriasisgigt, og hver eneste type har sine særlige kendetegn.
Symmetrisk psoriasisgigt
Minder meget om leddegigt, men er generelt forbundet med mildere symptomer og færre leddeformiteter. Symmetrisk artrit rammer typisk flere led symmetrisk, dvs opstår i de samme led på begge sider af kroppen. Sygdommen kan påvirke førligheden.
Asymmetrisk psoriasisgigt
Kan involvere få eller flere led, og forekommer ikke symmetrisk, dvs. ikke i de samme led og på hver side af kroppen. Asymmetrisk artrit kan ramme et helt vilkårligt led, som fx knæ, hofte, ankel eller håndled. Viser gigten sig i hænder eller fødder, kan den medføre fortykninger på fingre og tæer. De ramte led kan endvidere forekomme smertefulde, varme, ømme og røde. Denne type psoriasisgigt har et generelt mildt forløb, selvom den i enkelte tilfælde kan påvirke førligheden.
Distal psoriasisgigt
Distal psoriasisgigt er også kendt som den ”klassiske” form af psoriasisgigt, men udgør reelt kun ca. 5 % af det samlede antal tilfælde af psoriasisgigt. Denne gigtform rammer primært yderleddene i fingre og tæer, og viser sig i form af hævelse, ømhed og nedsat bevægelighed. Den forveksles nogle gang med slidgigt, men adskiller sig fra sidstnævnte ved ofte at være ledsaget af negleforandringer.
Spondylitis (psoriasisgigt i rygsøjlen)
Hos ca. 10 % viser psoriasisgigt sig i form af betændelse i rygsøjlens hvirvler. Sygdommen viser sig fx ved stivhed i nakken eller i nederste del af ryggen. Sygdommen gør det svært og smertefuldt at bevæge sig. Sygdommen kan også involvere kæber, hænder, arme, hofter, ben og fødder. Denne type af psoriasisgigt er beslægtet med Morbus Bechterew.
Arthritis mutilans
Hos 5 % viser psoriasisgigt sig i form af en deformerende og nedbrydende gigt. Denne type gigt viser sig i de små led i hænder og fødder, men kan også være kendetegnet ved smerter i nakken eller den nederste del af ryggen.
Læs mere om de forskellige former for psoriasisgigt på Psoriasisforeningens hjemmeside





