Hvad er psoriasis

Et liv med psoriasis

 

 

Se Susanne Høj's historie om at leve med psoriasis

På overfladen

Psoriasis er en kronisk sygdom, der typisk er kendetegnet ved følelige og synlige hudforandringer. Forandringerne i huden skyldes, at celledelingen i overhuden hos psoriasispatienter går 7-8 gange hurtigere end normalt. Celledelingen i huden sker så hurtigt, at cellerne ikke når at modnes, hvilket kommer til udtryk i form af tykke glinsende skællag.

 

Mange psoriasispatienter oplever også ledsmerter, og hos 30 % udvikler det sig til psoriasisgigt. Der findes flere forskellige former, sværhedsgrader og symptomer på psoriasis, og disse er – ligesom selve forløbet af sygdommen - højst individuelle fra person til person. Psoriasis smitter ikke og er heller ikke livstruende, men kan ikke desto mindre forringe livskvaliteten meget pga. sin karakter og natur.

 

Under overfladen

Opfattelsen af psoriasis har traditionelt været, at der er tale om en hudsygdom, hvilket hænger sammen med, at symptomerne på psoriasis oftest er i eller på huden. Men forskningen har inden for de seneste år påvist, at psoriasis mere bør opfattes som et symptom på en bagvedliggende ubalance I kroppens immunforsvar.


Psoriasis er ligesom fx psoriasisgigt, leddegigt, Morbus Crohn og Morbus Bechterew - resultatet af et såkaldt autoimmunt respons, og alle de nævnte sygdomme er derfor klassificerede som autoimmune sygdomme.
 

Autoimmune sygdomme er kendetegnet ved at immunforsvaret går til angreb på kroppens egne raske celler og væv. Det er dette “selvangreb”, der reelt står bag de synlige og følelige konsekvenser, som patienter med alle de nævnte sygdomme, hver især oplever. Hos psoriasispatienter er det således dette selvangreb, der ligger bag de hudforandringer, der kendetegner psoriasis.

 

Kroppens selvangreb er også den bagvedliggende grund til de ledsmerter som mange psoriasispatienter oplever, og som hos ca. 30 % udvikler sig til psoriasisgigt. Hvad der ligger til grund for dette kropslige ”selvangreb” er stadig en gåde. Det man ved, er at psoriasis ofte går i arv, samt at der findes faktorer, som kan fremprovokere angrebet og dermed fremkalde eller forværre en allerede eksisterende psoriasis. Disse faktorer er relateret til livsstil og bestemte infektioner.