Flere og flere danskere må konstatere at de er overvægtige. Omkring 1,3 millioner, svarende til 30-40 % af de voksne danskere, slæber rundt på alt for mange overflødige kilo. Af dem er ca. 100.000, svarende til 10-13 %, svært overvægtige, hvilket indebærer store helbredsproblemer.
Børnene følger alt for godt med! Der er nærmest sket en alarmerende stigning i forekomsten af svær overvægt blandt børn gennem de sidste årtier og de seneste tilgængelige tal indikerer at 15 % af alle danske børn er overvægtige.
Hvad er overvægt?
Kroppen er udstyret med naturlige fedtdepoter, der fungerer som kroppens energilagre. Energilagrene er placeret i kroppens underhud, især om hofte og mave samt inde i bughulen. Fedtdepoterne er nødvendige for at sikre at kroppen kan opretholde sine normale funktioner i fx forbindelse med fysisk aktivitet eller under kortere og længere sulteperioder.
Størrelsen af kroppens fedtdepoter måles ved en persons BMI (Body Mass Index).
BMI beregnes ved at dividere din vægt i kg med din (højde i meter x højde i meter).
Eksempel: En person vejer 75 kg og er 1,60 m høj.
BMI udregnes således: 75 kg divideret med 2.56 (1,6 m x 1,6 m) = 29,30 kg/m2 = BMI.
I dette tilfælde er der tale om overvægt.
Normalvægt har et BMI under 25 kg/m2. Overvægt har et BMI mellem 25 og 30 kg/m2, og svær overvægt/fedme har et BMI større end 30 kg/m2.
Ingen regler uden undtagelser, for meget muskuløse mennesker eller mennesker med en meget kraftig kropsbygning kan godt have et BMI på over 30 uden at være overvægtige.
Konsekvenser af overvægt
Overvægt har mange negative konsekvenser. Ikke alene lever overvægtige mennesker med en øget risiko for sygelighed og dødelighed, men også med dårlig trivsel og i visse tilfælde social udstødelse.
Risikoen for at få en hjerte-karsygdom er fx to gange højere blandt svært overvægtige personer. Også diabetes (type 2), slagtilfælde (apopleksi), forhøjet blodtryk (hypertension), galdesten, hormonforstyrrelser, fertilitetsforstyrrelser og kræft ligger højt på listen over følgesygdommene ved svær overvægt.
Kropsvægten øges sædvanligvis med alderen, så blot det at holde vægten på et stationært stade kan opfattes som en relativ succes, i det man så kan forebygge nogle af følgesygdommene.
Hvad peger udviklingen i retning af?
Udviklingen af overvægt i Danmark afspejler en global tendens, og verdensorganisationen WHO har påpeget, at forekomsten af overvægt stiger med alarmerende hastighed.
Hvis udviklingen fortsætter som hidtil, vil 60-70 % af alle europæere være overvægtige i 2030.





