Årsagen til Morbus Bechterew kendes stadig ikke, men sygdommen opstår, når kroppens immunforsvar kommer i ubalance. Det skyldes, at kroppen pludselig producerer et overskud af forskellige proteiner og signalstoffer, herunder TNF-alpha, der normalt bekæmper fremmede og udefrakommende bakterier og vira.
I dette tilfælde vendes aktiviteten mod kroppen selv og forårsager en bakteriefri betændelsestilstand, der medfører skader på rygsøjle og andre led. Det kropslige selvangreb, forårsager altså at kroppens egne celler indgår i en sygdomsfremmende proces i stedet for det modsatte, og kan med tiden forårsage en permanent ødelæggelse af leddene. Når immunforsvaret reagerer på den måde, er der tale om et autoimmunt respons.
Nyere medicinsk behandling, kaldet biologiske DMARD'er, er udviklet til specifikt at hæmme TNF-alfa. Medicinen binder sig til det overskydende TNF-alfa, som herved bliver inaktivt. Således hæmmer medicinen betændelsestilstanden i leddene, mindsker symptomerne og forebygger yderligere ledskader.





