På latin hedder leddegigt Reumatoid Artrit (RA). Artrit betyder ledbetændelse. Leddegigt er en kronisk sygdom og en selvstændig gigtform, der adskiller sig fra fx slidgigt og andre gigtsygdomme.
På overfladen
Ved leddegigt angribes især bindevævshinden (synovialmembranen), der beklæder ledkapslen på indersiden og som producerer ledvæske. Når sygdomsaktiviteten bryder ud bliver membranen betændt (inflammeret).
Der er ikke tale om en betændelsestilstand, der involverer bakterier eller fremmedlegemer, men om en betændelse, der er skabt af et bestemt molekyle i kroppen. Betændelsen fører til, at membranen bliver unormalt fortykket, og med tiden begynder nedbrydningen af de omkringliggende brusk og knogler. Destruktionen kaldes erosion og kan forårsage permanente ledskader.
Sygdommen kan også påvirke andre dele af kroppen, fx hud, øjne, mund, lunger, nyrer og hjerte.
Leddegigt smitter ikke og er heller ikke livstruende, men kan være både smertefuld og invaliderende, og dermed påvirke arbejdsevnen og livskvaliteten negativt.
Under overfladen
Forskningen i leddegigt har vist, at processen bag sygdommen hænger sammen med et selvangreb i kroppens immunforsvar. Leddegigt er - på lige fod med fx psoriasis, psoriasisgigt, Morbus Bechterew og Morbus Crohn – resultatet af et såkaldt autoimmunt respons.
Det betyder, at immunforsvaret, der normalt beskytter imod infektioner og andre sygdomme, går til angreb på kroppens egne celler. Dette “selvangreb” er årsagen til ovennævnte betændelse, og til de synlige og følelige konsekvenser, som patienter med alle de nævnte sygdomme hver især oplever.
På trods af intensiv forskning på området er det endnu ikke lykkedes at afgøre, hvad der forårsager dette ”selvangreb” og dermed leddegigt, men vi ved, at et bestemt molekyle i kroppen spiller en central rolle - læs mere under menupunktet "Årsag".