En kronisk nyresygdom diagnosticeres primært ved hjælp af målinger af den såkaldte glomerulære filtrationsrate (GFR). Hvis GFR er mindre end 60 ml/min/1,73m2 vurderes det, at patienten har en nyresygdom.
Læs mere om GFR og diagnosen af kronisk nyresygdom nedenfor.
For stoffer som ikke nedbryders eller dannes i nyrerne gælder, at det der kommer in i nyrearterien, den blodåre, der fører iltet blod in i nyren, skal komme ud ingen i enten nyrevenen, blodåren, der fører af-iltet blod ud af nyren, eller med urinen. I denne proces sker der en filtering af de stoffer som-udover ilt-findes i blodet. I denne proces sker der en filtrering af de stoffer som - udover ilt - findes i blodet.
Filtreringsprocessen der foregår i nyrerne involverer en struktur ved navn glomerulus. Det er den filtrationsmængde som glomerulus er i stand til at levere, der betegnes som GFR (den glomerulære filtrationsrate). Hos raske personer ligger denne rate på ca. 120 ml blod per minut, med andre ord: Hos raske personer kan nyrerne filtrere ca. 120 ml blod pr. minut. Er GFR mindre end 60 ml blod pr. minut pr 1,73m2 vurderes det, at patienten har en nyresygdom.
Som udgangspunkt vurderes en patients nyrefunktion ved hjælp af en blodprøve, hvor koncentrationen af serum-kreatinin måles. Serum-kreatinin giver et indirekte mål for patientens GFR, og dermed nyrefunktionen. GFR kan desuden bestemmes ved hjælp af en såkaldt Chrom15-clearance. Ved denne metode måles nyrernes udskillelse af det radioaktive stof Chrom15, som indsprøjtes i patientens blod.