Det var i 1981 at amerikanske læger begyndte at undre sig over en hidtil ukendt sygdom – en erhvervet immundefekt hos tidligere raske homoseksuelle mænd. Immundefekten medførte en række dødeligt fortløbende infektionssygdomme, der i høj grad medførte døden for de HIV-smittede. Sygdommen blev kaldt AIDS.
Undersøgelserne tydede på at det var en seksuelt overført infektion, men også hos patienter med blødersygdom sås et lignende sygdomsbillede. Det gav lægerne belæg for at sige, at sygdommen også kunne overføres via blod.
Først to år senere lykkedes det forskerne at isolere et virus fra en patient med AIDS. Det kom til at hedde HIV.
I de følgende år lykkedes det at udvikle testmetoder, der kunne påvise antistoffer mod HIV, og på denne måde belyse sammenhængen mellem HIV-infektion og AIDS.
Det blev klart efterhånden, at HIV var en verdensomspændende infektion, en epidemi der ikke sådan lod sig standse, og som ikke bare sås hos homoseksuelle og blødere, men efterhånden også hos heteroseksuelle og stofmisbrugere.
Frem til begyndelsen af 1990’erne omfattede behandlingen af HIV-smittede alene behandling af de svære infektioner, der fulgte i kølvandet på deres svækkede immunforsvar.
Fra midten af 1990’erne blev det muligt at behandle selve virusinfektionen med antivirale midler. Takket være dem er HIV-smitten gået fra at være dødelig til at være en kronisk sygdom, der løbende kan behandles med et effektivt resultat.
