Over én million mennesker i Europa og USA lider af Morbus Crohn og stadig flere rammes. Alene i Danmark antages det at ca. 8000 mennesker har sygdommen, og hver eneste uge registreres ca. 5 nye tilfælde.
Forekomst
I Danmark findes der omkring 25.000 mennesker med en kronisk inflammatorisk tarmsygdom. Af dem har ca. 8000 Morbus Crohn og hvert år registreres mellem 300-500 nye tilfælde og antallet af er desværre stigende.
Årsagen til Morbus Crohn er stadig ukendt, men man ved at sygdommen har en vis arvelig disposition, i det ca. 10 % af patienterne har endnu en Morbus Crohn-patient i familien. Har man selv sygdommen, er risikoen for at ét af børnene vil udvikle sygdommen under 5 %. Selvom årsagen til sygdommen endnu ikke kendes, tyder meget på at både arv og miljø spiller ind på risikoen for at udvikle Morbus Crohn. Flere undersøgelser indikerer, at fx rygning højner risikoen for at udvikle sygdommen.
Sammenligningstudier viser, at mennesker der lever i den vestlige verden i bymæssige områder med stor befolkningskoncentration hyppigere rammes af Morbus Crohn. På denne baggrund antages det derfor, at livsstil og/eller miljø spiller en rolle. Det er dog ikke lykkedes endnu at pege på helt specifikke faktorer






