Hej, jeg hedder Dorte, og jeg er Amalies mor

Jeg hedder Dorte og er Amalies mor. Jeg har fire børn. Kuld 1: 2 voksne børn, der for længst er flyttet hjemmefra. Kuld 2: Amalie og Sigurd som jeg har boet alene sammen med efter at min mand pludselig og helt uventet døde af en blodprop i hjertet i 2000.

Arbejdsmæssigt har jeg, siden jeg var 17 år, beskæftiget mig med børn og unge på forskellig vis. Siden 1995 på et børnehjem. Her beskæftiger jeg mig nu med børn i plejefamilier. Det er jeg super glad for. Det er et fantastisk givende job, og jeg synes selv, at jeg er heldig, fordi jeg har været med på sidelinien i familierne i mere end 10 år. Det er fantastisk at få lov til at være en lille bitte brik og samtidig vidne til familiernes/børnenes liv og historier.

Amalies gigtsygdom har på ingen måde ”væltet” vores liv på trods af, at vi har måttet lave større justeringer for at få vores liv til at hænge sammen. En af konsekvenserne for mig har været, at jeg i en lang periode har vinket farvel til mit fuldtidsjob og pt. kun arbejder 12 timer om ugen. Det er FANTASTISK at det kan lade sig gøre og set i bakspejlet har det været overlevelse for familien. Jeg kan ikke både være presset hjemme rent tidsmæssigt ift. Amalies mange behandlinger og undersøgelser og samtidig være presset jobmæssigt. Så ville der ikke være timer nok i døgnet. Og da jeg er alene voksen, er der ligesom ikke nogen at dele alle gøremålene med.

Sigurd bad mig lave et sjovt ansigt til sin telefon. Det var jeg fluks med på. Det viste sig, at det i virkeligheden skulle bruges til Amalies konfirmation som ”hadegave”. Som ”straf” fik Sigurd billedet med på efterskole, og sjovt nok har vi ikke haft et rend af efterskolekammerater i weekenderne (-:

Men jeg føler mig privilegeret og meget glad for at bo i en kommune, hvor de sagsbehandlere, ergoterapeuter osv. som vi har været i kontakt med er FANTASTISKE. De har ikke kun set Amalies kroniske sygdom, men også set på den samlede families livssituation og livsbetingelser. Vi har ikke bedt om gigten som livsledsager, men nu er den der. Så må vi invitere den indenfor og lade den blive en så naturlig del af familien som muligt. Knus Dorte