Familien Wind

 

 

 

D: Amalie, kan du huske den dag, da du fik stillet diagnosen Børneleddegigt?

 

A: Ja, den dag vil jeg vist aldrig glemme.

 

D: Hvad husker du bedst?

 

A: Da lægen undersøgte mig og jeg kunne se på hende, at hun blev meget chokeret over, hvor syg jeg var.

 

D: Hvad husker du mere fra den dag?

 

A: Jeg husker de timer, der lå lige efter. Jeg skulle vænne mig til nu at have en forklaring på alle mine smerter. Selv om det var en lettelse med diagnosen, var det også svært at få at vide, at jeg var syg.

 

D: Kan du huske, hvordan du reagerede på at skulle have medicin, der skulle nedbryde dit immunforsvar?

 

A: Jeg blev meget nervøs, da jeg hørte at jeg skulle til at tage ”kemo”, fordi det var noget jeg forbandt med kræft, og jeg tænkte med det samme, at jeg så kom til at tabe alt mit hår.

 

D: Hold da op, hvor er der sket meget i vores lille familie i de år. Gigten har på mange områder ændret vores hverdag .

 

D: Nu må vi tilbringe meget tid sammen, bl.a fordi vi kører mange kilometer, hvordan er det egentlig for dig, at vi to tilbringer så meget tid sammen?

 

A: Jeg synes, at det har været lidt mærkeligt pludselig at tilbringe så meget tid sammen. Jeg har vel den alder, hvor det er normalt at løsrive sig fra forældrene, men det har været anderledes for mig. Vi har vel nærmest lavet stærkere tilknytning. Det er lige modsat andre teenagere på min alder.

 

D: Jeg synes, at din sygdom har gjort dig meget moden og alt for klog på ting, du slet ikke burde bekymre dig om. Hvis jeg har ret, hvordan mærker du det så i din hverdag?

 

A: Ja, det gør jeg i høj grad. Der er hele tiden noget jeg skal tage stilling til, og jeg kommer til at bekymre mig om ting, som jeg som 15-årig slet ikke burde tænke på. Jeg kan mærke, at jeg er blevet hurtigere moden end mine venner. Jeg kan også mærke det i forhold til min storebror som er 2 år ældre end mig. Det har nok også noget med min fars død at gøre. Jeg har skulle forholde mig til alvorlige forandringer i en alt for ung alder.