Ved mistanke om børneleddegigt kan tidlig henvisning til en speciallæge sikre, at sygdommen diagnosticeres og bringes under kontrol.
Behandlingsmuligheder
Børneleddegigt kan endnu ikke helbredes, men med den behandling vi giver i dag, kan sygdomsaktiviteten ofte standses, således at blivende handicap forhindres og for mange børns vedkommende kan der opnås en stort set normal livsførelse. Behandlingen er en specialistopgave som bør varetages af børnereumatologer, som regel i samarbejde med specialtandlæger, ortopædkirurg, fysioterapeut, ergoterapeut, øjenlæge m.fl.
1. Gigtsmertemidler (Non-steroid antiinflammatorisk stoffer, NSAID).
Fælles for stofferne er, at de medfører lindring af symptomerne på gigtsygdommen (ledsmerter, ledstivhed), men at de ikke har nogen virkning mod sygdommens forløb eller mod sygdommens skadelige virkninger på leddene på lang sigt.
2. Ledindsprøjtninger.
Binyrebarhormon med depotvirkning gives direkte i leddene som indsprøjtning. De anvendes efter behov i hævede, smertefulde led. Der er umiddelbar virkning, men virkningen aftager som regel efter et par måneder.
3. Langtidsvirkende gigtmedicin.
Kaldes også, DMARD (disease modifying antirheumatic drugs),hvilket betyder lægemidler, der kan modificere og dermed dæmpe sygdommen. Disse bruges hos børn, der har vedvarende sygdomsaktivitet trods NSAID og/eller steroidinjektioner i led. De vil i starten blive givet sammen med NSAID, indtil der er effekt af lægemidlet, hvilket kan veksle fra uger til måneder. Oftest anvendes Methotrexat som er effektivt hos langt de fleste patienter. Andre DMARD-præparater er salazopyrin, cyklosporin og leflunomid
4. Biologisk medicin
Biologiske præparater er medicin, der er rettet mod eller kopierer effekten af substanser, der laves naturligt af menneskets immunsystem, eksempelvis immunaktiverende cytokiner. Ved børneleddegigt ses en overproduktion af immunhormonet TNF-alfa. Efter introduktion af lægemidler, der hæmmer TNF-alfa, er der set lovende resultater. TNF-alfa-hæmmere (Humira, Enbrel og Remicade), bruges som regel sammen med Methotrexat. Som regel virker de meget hurtigt og bivirkningerne synes begrænsede. Dog skal behandlingen gives under tæt kontrol og gives først når sædvanlig behandling med Methotrexat ikke har været effektiv. Effekten af TNF-alfa hæmmere er knap så god for den systemiske types vedkommende. I stedet har nye biologisk midler rettet mod andre cytokiner (Interleukin-1 og interleukin-6) været effektive mod den systemiske type.
Om TNF-alfa: TNF-alfa findes i immunsystemet og er normalt med til at nedkæmpe infektioner ved at aktivere immuncellerne og gøre dem angrebsparate. Ved børneleddegigt har man påvist at TNF-alfa og også andre immunaktiverende cytokiner dannes i relativt store mængder. Dette betyder at immunapparatet er ’på overarbejde’, hvilket fører til en kronisk betændelsestilstand i leddene. Nyere medicinsk behandling, kaldet biologisk behandling, er udviklet til specifikt at hæmme disse betændelsesaktiverende cytokiner, herunder at hæmme TNF-alfa. Medicinen binder sig til den overskydende TNF-alfa, som derved bliver inaktivt, og betændelsestilstanden kan gå i ro.
5. Binyrebarkhormon.
Disse lægemidler giver hurtig og god effekt, men deres anvendelse er begrænset da lang tids anvendelse vil give risiko for bivirkninger som knogleskørhed og vækstforstyrrelser, men de er uundværlige og værdifulde i behandlingen af systemiske symptomer.
Forfatter: Prof. dr. med Troels Herlin