Kan der kompenseres nok, når skandalen rammer?

Medicinalskandaler er altid rystende, uanset hvilke patienter der rammes, og de sætter sig spor i vores bevidsthed. Hvem husker ikke blødersagen eller bonelock-skandalen? Der er oven i købet lavet film om en af de største medicinalskandaler herhjemme nemlig thorotrast-sagen.

 

Vi chokeres, når sundhedssystemet, som vi bærer en grundlæggende tillid til, pludselig gør os syge i stedet for raske. Den engelske sociolog Anthony Giddens betegner et sådant tillidsbrud som et anslag mod vores ontologiske sikkerhed. Den sikkerhed som vi moderne mennesker må have til komplekse systemer, såsom sygehussystemet. Det er systemer, som vi dybest set ikke forstår, men som vi er nødt til at have tillid til, hvis vi skal kunne sove trygt om natten.

 

I Nyreforeningen oplever vi i øjeblikket, at det er vore patienter, der er ramt af en medicinalskandale. De fleste har nok hørt om Omniscan sagen. Ca. 60 nyresyge danske patienter har fået kontrastmidlet Omniscan i forbindelse med helt almindelige MR-skanninger, hvorefter de er blevet ramt af en stærkt invaliderende, og i nogle tilfælde dødelig, sygdom – nefrogen systemisk fibrose.

 

Det fører for vidt her, at komme med betragtninger om hvem der har ansvaret for skandalen. Men det er på sin plads at komme med nogle betragtninger om mulighederne for kompensation.

 

Retorisk kan man stille spørgsmålet, om man kan kompenseres nok, når ens liv pludselig lægges i ruiner af et system, man har tillid til? Svaret må være, at det kan man nok ikke.

 

Hvornår har man for eksempel fået kompensation nok, til at det ikke længere gør noget, at man aldrig kommer til at gå mere?

 

Men man kan lære at leve med, at ens liv er blevet begrænset på grund af en påført lidelse. Man kan også leve uden bitterhed, selvom man ikke kan kompenseres fuldt ud, hvis blot kompensationen er rimelig.

 

I Nyreforeningen synes vi ikke, at den kompensation, der er mulig gennem Patientforsikringen, er rimelig i forhold til de lidelser, Omniscan patienterne er blevet påført. I sidste uge faldt der afgørelse i Patientforsikringen, der blev givet erstatninger mellem 116.000 kr. og 1,7 mio. kr.

 

1,7 mio. kr. er mange penge, men nogle af de patienter der er mest skadet har fået langt mindre, og har ikke udsigt til at få erstatning i nærheden af 1,7 mio. kr., selvom de skulle få medhold i en ankesag. Grunden til det er, at de ikke var på arbejdsmarkedet eller havde ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, da de blev udsat for Omniscan, og her ligger hele problematikken.

 

De store erstatninger udbetales, hvis der er tale om, at patienten har lidt tab af arbejdsfortjeneste eller erhvervsevne. Fair nok. Hvis man som ung og med udsigt til en god lang livsløn pludselig og uforskyldt mister arbejdsevnen, så skal man selvfølgelig kompenseres mere, end hvis man som pensionist bliver påført en skade.

 

Men hvis man nu er kronisk syg og derfor ikke har fuld erhvervsevne, eller måske slet ikke kan varetage et job, er det så rimeligt, at man må nøjes med en noget mere beskeden erstatning? Er det rimeligt, at fordi nogle af Omniscan patienterne var så syge i forvejen, at de ikke kunne magte et arbejde, så får de en erstatning, som ikke en gang gør det muligt for dem at indrette deres liv, så det bliver mærkbart lettere at leve med de ekstra og svære lidelser, de uforskyldt er blevet påført?       

 

I Nyreforeningen synes vi ikke, det er rimeligt.

 

Vores klare holdning er, at de berørte patienter skal have så høj en erstatning som overhovedet muligt, men vi ved også, at en generel hævning af erstatningsniveauet ikke er helt uproblematisk. Hver eneste erstatningskrone, der udbetales gennem Patientforsikringen, tages nemlig fra sundhedssystemet. En lovændring, hvor der generelt indføres markant højere erstatninger for svie og smerte samt méngrad, vil således blot betyde, at de mange syge kommer til at betale for de få syge. Hvilket heller ikke er rimeligt. Desuden vil en lovændring ikke føre til ekstra kompensation for Omniscan patienterne, da deres sager skal behandles under de nuværende regler.

 

Vi håber derfor på, at der er politisk vilje til at se på mulighederne for en særlig kompensation til Omniscan patienterne – en lex Omniscan. Der er fortilfælde fra eksempelvis blødersagen. 

 

Den politiske vilje bør være til stede. Først og fremmest af hensyn til de berørte patienter selvfølgelig, men i en vis forstand også af hensyn til alle os andre. Vi lever alle i troen på, at ulykken ikke rammer os. Men vi lever også med bevidstheden om, at ulykken kan ramme, og at de systemer, vi har tillid til, kan svigte. Vores trøst er, at vi stoler på, at der findes et sikkerhedsnet, der samler os op og sørger for, at vi kan leve så normalt et liv som muligt, hvis det er os, det går ud over. Hvis det sikkerhedsnet også svigter, så er det, vi får problemer med nattesøvnen.  
 

 

Af Stig Hedegaard Kristensen
Landsformand Nyreforeningen

 

Læs mere om Nyreforeningen på www.nyreforeningen.dk og bliv medlem af vores facebook - klik her